Når jeg underviser har jeg ofte mellem 20 og 30 elever på Vejle Idrætshøjskole. Vi laver ofte en form for intervaltræning med en masse forskellige øvelser, hvor eleverne starter ved hver deres øvelse - og efter et givent tidsinterval skifter til en ny øvelse. Vi kører så alt mellem 1 og 4 runder.

Jeg bruger ofte musik til træningen. Jeg gider ikke stå og tage tid og fløjte, så jeg vil helst have musikken til at indikere, når der skal være skift. Tidligere miksede jeg selv musikken, men så blev jeg klogere.

Tidligere: Mix din egen musik

Jeg har af flere omgange siddet og mikset min egen musik, så jeg bare kan sætte træningen i gang, og der i musikken er indikationer på, hvornår øvelsen skal skifte. Ulempen er at det tager en masse tid, og at det enkelte mix kun virker til netop en tidsangivelse. Endelig så er det sjældent at man får fornyet sine mix, når de først er lavet - og jeg har da fået en klage eller to over musikvalget i min tid som underviser.

Klogere: Brug en app

På Google Play og Apple’s Appstore er der en masse applikationer, der kan tage tid med arbejdstid og hviletid. Jeg fandt en på Google Play, der hedder HIIT Interval Training Timer. App’en giver næsten sig selv, når du har installeret den. Jeg starter først min musik almindeligt fra musikafspilleren på telefonen. Derefter starter jeg HIIT Interval Training Timer, og så tager den tid undervejs. Jeg har så mulighed for at gå uforstyrret rundt og vejlede, rette, opmuntre og træne lidt selv, når træningen først er i gang.

Desuden kan jeg let skifte træningsmusikken - og eleverne kan lettere byde ind med nyt musik til træningen.

Hvad gør du?

Jeg laver så mit træningsprogram her på motionsplan, hvor jeg let kan skrive øvelsesbeskrivelserne ud. Jeg får eleverne til at hjælpe med at stille op. Så kører vi en prøverunde, hvor man lige får lov til at prøve øvelserne. Derefter skruer jeg op for musikken og starter App’en - og træningen går i gang. Hvad gør du?