Vi har samlet en række tips til dig, der gerne vil finde den ideelle løberute og planlægge, hvor du skal løbe hen på dine ture.

Når du skal finde nogle gode løberuter, så er der nogle ting, du med fordel kan være opmærksom på. Det kan være en god ide at variere dine løberuter, når du gerne vil få det optimale ud af din løbetur.

Lad os kigge på nogle tips til at finde den optimale løberute.

Varier dine løberuter

Det øger motivationen, når du varierer dine løberuter. Desuden vil nye løberuter automatisk skabe en variation i den måde din krop skal klare turene på. Der kommer små skift i underlag, bakker, distancer, som også kan være skadesforebyggende.

Løb på forskelligt underlag

Når du planlægger dine løberuter, så prøv at fidne ruter med forskelligt underlag. Det er rigtig hårdt for kroppen altid at løbe på asfalt eller beton. På de langsommere, længere ture kan du lede efter stier i skove og parker eller med mulighed for at løbe på andre blødere underlag. Fx kan du løbe i kanten af vejen, hvis ikke lige du har bor tæt på en skov.

Når du virkelig skal have fart på intervallerne og tiden for de enkelte intervaller er vigtig, så kan du overveje at prøve at finde en atletikbane at løbe på. Atletikbaner har også et rigtig godt underlag, som ikke belaster benene så meget.

Mål ruten op hjemmefra med en ruteomåler

Hvis du skal løbe en bestemt distance, så kan det være en fordel at måle ruten op hjemmefra. Jeg kan godt lide at løbe rundture, men faktisk er en ud-og-hjem-tur også rigtig dejlig at løbe. Der er stor forskel på, hvad du oplever, når du løber en rute den anden vej.

Jeg har gennemgået forskellige ruteopmålere til løberuter.

Find en testrute

Du kan finde en testløberute, som du bruger engang imellem for at teste om din løbetræning virker. Hvis dit mål fx er at forbedre din tid på 5 kilometer, så kan du prøve at finde en rute på cirka den distance, som du så løber en gang om måneden.

Hvis du vil bruge testruten til at udregne dit kondital ud fra din tid og distance, så er det bedst at finde en nogenlunde flad rute, hvor du ikke kommer ud for utilsigtede ting.

Ellers kan du bare bruge tiden og evt. pulsen på den test-løberute, du har valgt, til at se om du er blevet bedre over tid.

Find løberuter der passer til løbeformerne

Når du løbetræner, så kan du både løbe hurtigt, løbe intervaller og løbe i et stabilt tempo over længere tid. Din løberute kan med fordel være lidt forskellig, når du skal løbe intervalløb eller skal løbe en længere langsom tur i et stabilt tempo.

Når du skal løbe på en bestemt tid, så kan du overveje at få løberuten til at gå forbi fx et atletikstadion eller flade passager. Hvis du skal løbe bakkesprints, så kan du gøre det midt på en løberute, hvor du finder en bakke i passende hældning.

Vi har skrevet meget mere om de forskellige løbeformer og hvordan du laver et løbeprogram?

Brug det du kommer forbi

Når du har fundet en løberute, som du gerne vil løbe på, så kan du også bruge løberuten som træningspartner. Du kan bruge de ting du kommer forbi på løberuten. Lygtepæle og træer kan fungere som distancer for dine intervaller.

Undervejs kan du også møde trapper og bakker, som kan give dig ekstra udfordringer undervejs på turen. Når du gentager en løberute flere gange i en træningsperiode, så er det også relativt let at sørge for progressivt overload ved gang efter gang at lave lidt flere gentagelser.

Hvis du vælger en rute, hvor der også er andre løbere, så kan du også indhente løbere foran dig. Men husk på hvad dit formål med løbeturen er. Hvis du skal have en rolig, lang løbetur i snakketempo, så kan det ikke nytte noget, hvis du jagter andre løbere hele tiden.

Kommentarer