I trailløb søger du en løbeoplevelse i naturen, hvor du følger de mindre stier. I trailløb er der mulighed for at improvisere i terrænet og følge de naturlige udfordringer. Her kigger vi på, hvordan du kommer i gang.

Hvad er trailløb?

I trailløb løber du på de små naturstier. Terrænet er ofte ujævnt og kuperet. Din fysik og koncentration bliver konstant udfordret af rødder, sten, grene og huller, når naturen sætter rammerne for træningen.

Når du løber trailløb foregår det ofte i et kuperet terræn, hvor du skal finde vej gennem tæt skov, krydse åer og vandløb eller forcere glubske skråninger.

”I trailløb er der i forhold til løb på bane og vej ikke det samme fokus på pace, da terrænet hele tiden tvinger en op eller ned i tempo. At man er nødt til at følge terrænet, og ikke absolut skal holde et bestemt tempo, virker afstressende for mange.”

Christian Grøn Nørfelt, elite trailløber

Hvem løber trailløb?

Trailløb er for alle. Du kan både komme i gang som løber, eller hvis du vil i gang med løbeskoene for første gang. Det er naturligvis en fordel, hvis du godt kan lide at komme ud i naturen.

Trailløb kan udfordre alle på deres niveau. Hvis du gerne vil være med i et rigtigt løb, så arrangeres der trailløb med alle mulige distancer. De korte løb er typisk fra 4-5 km, men der er også løb på helt op til 100 km.

Hvilken teknik skal jeg bruge?

Din løbeteknik skal måske justeres lidt for sikkert og hurtigt at kunne løbe trailløb på de meget omskiftelige stier. Det er en af de ting, der gør trailrunning til en rigtig god oplevelse, at du hele tiden skal koncentrere dig, og din styrke og balance også udfordres.

I denne video kan du se lidt om, hvorfor trailrunning er god helkropstræning.

Noget af det du kommer til at møde mange gange på skovstierne er bakker. Derfor er det også godt at forfine din teknik på bakkerne. Tjek denne Youtube-video:

Hvilket udstyr har du brug for til trailløb?

Hvis du gerne vil løbe trailløb, så er der lidt udstyr, som gør det til en bedre oplevelse. Den vigtigste opgradering du skal lave er formentlig dine sko. Her kan det betale sig at vælge en sko med et rigtig godt greb.

Løberen har lavet en fin video af, hvad du skal kigge efter, når du vælger løbesko til trailløb. De skal helst have et godt greb og være noget mere hårdføre end almindelige løbesko:

Ud over skoene så kan du også overveje følgende grej, som gør din oplevelse med trailrunning endnu bedre:

  • Tøj: Du kan sagtens løbe i almindeligt løbetøj i skoven. Der er risiko for at blive både beskidt, og at det bliver revet i stykker, når du passerer grene og kviste på din vej.
  • Væske: Hvis du løber længere ture, så kan det være nødvendigt at have noget væske med. Mange løber med væskebælter og væskerygsække.
  • Pandelampe: Hvis du løber trailløb om efteråret og vinteren, så bliver det overraskende mørkt i skoven. Derfor er det en god ide at have en pandelampe med, hvis ikke du er helt sikker på at være ude af skoven inden mørket falder på. Man kan købe kraftige pandelamper, som virkelig kan lyse stierne op. Pandelampen skal helst være over 1.000 lumen, men også sidde godt fast.

Hvor skal man løbe trailløb?

Det rigtig interessante ved trailløb er, at man kan improvisere undervejs og bare lade sig føre af de skovstier, man har lyst til at løbe hen ad.

Men det kan jo også være meget rart at vide, hvornår man kan være hjemme igen. Så derfor har du måske lyst til at planlægge ruten lidt først.

Du kan prøve at finde andre i dit nærområde, der er interesseret i trailløb. Hvis du bruger online ruteopmålere og ruteplanlæggere, så vil du ofte kunne finde gode ruter, som andre lokale løbere har afprøvet.

Naturstyrelsens udinaturen.dk er også et godt sted at lede efter ruteforslag. Du kan også sagtens løbe trailløb på nogle af de mange etablerede mountainbikespor i Danmark, men du skal lige holde øje med de hurtige cyklister på stierne.

trailrunning på udinaturen.dk
udinaturen.dk har flere forskellige gode forslag til ruter i de danske skove.

Du kan også lade dig inspirere af Dansk Orienterings-Forbunds stationære orienteringsposter, som findes i rigtig mange af de danske skove. Du kan finde kort og poster på www.findveji.dk. Det kan være en god variation at skulle løbe efter kort for at finde rundt.

trailløb på findveji
www.findveji.dk er en rigtig godt alternativ til at planlægge dit trailløb.

Hvordan finder jeg vej?

Hvis du har planlagt ruten på forhånd, så kan du lægge ruten ind på dit GPS-ur eller tage et kort med.

Hvis du mere er typen, der lader dig rive med af de forskellige stier, så kan du på de fleste moderne GPS-ure også lave track back, hvis du er bekymret for at kunne finde tilbage.

Hvor kan jeg løbe trailløb i Danmark?

Trailløb er ved at blive mere og mere udbredt i Danmark, så der er flere forskellige motionsløb at vælge imellem. De forskellige løb har forskellige distancer og sværhedsgrad. De fleste bliver slået op på motionslob.dk.

Her kan du se nogle udvalgte løb:

  • Salomon Hammer Trail. Du kan vælge mellem distancer fra 25-160 kilometer i dette trailrunning event på Bornholm. Det er godt at have styr på din bakketræning på forhånd.
  • Garmin Trailman. Trailman er fem landsdækkende trailløb med distancer fra 7-83 kilometer.

Konklusion

Hvis du gerne vil i gang med trailløb, så er det let at komme i gang. Spænd løbeskoene og vælg de lidt mindre stier i skovene.

Husk at bygge træningen fornuftigt op. Du kan lade dig inspirere af vores løbeprogrammer.

Kommentarer