Jeg er lige ved at planlægge, hvordan jeg kommer i form igen, og tænkte at jeg ville gå en tur på vægten for at få et før- og efterbillede af min fremgang. Men så kom jeg til at tænke på, om muskler vejer mere end fedt? Jeg har ofte hørt, at man kan tage på i vægt, når man træner. Jeg lavede lidt research på vægten af muskler og fedt, og der står lidt forskellige ting rundt på nettet. Hvad er egentlig rigtigt?

Muskler vejer mere end fedt, fordi massefylden for fedt er lavere end for muskler. Det skyldes, at fedtceller først og fremmest består af triglycerider, der er lettere end de proteiner og det vand, muskelcellerne er bygget af. En liter muskel vejer omkring 1,06 kg, mens en liter fedt vejer omkring 0,9 kg.

Lad os kigge lidt på, hvordan det kan være at musklerne vejer mere end fedtet.

Hvorfor vejer muskler og fedt forskelligt?

Der er to forskellige typer fedt i kroppen; hvidt og brunt. Langt hovedparten af kroppens fedt er det hvide fedt, men en andel lagres også i det brune fedt. Fedtcellerne er opbygget lidt forskelligt.

Opbygning af hvidt og brunt fedt.
Forskellen på de hvide fedtceller og de brune fedtceller er hovedsageligt, hvordan de ophobede triglycerider fordeler sig. I de hvide fedtceller er fedtet samlet. Foto fra videnskab.dk.

En fedtcelle består af omkring 87% fedt (triglycerid), mens de sidste 13% udgøres af cellemembranen, cellekernen og de mitokondrier, der producerer energi.

Muskelcellerne er langstrakte celler, som er 0,02 og 0,1 mm i diameter. Muskelcellerne har flere cellekerner, der ligger med mellemrum nær cellens ydervæg. Muskelceller består hovedsageligt af lange proteintråde, der kaldes myofibriller. Myofibrillerne består af proteinerne actin og myosin. De kan få musklerne til at trække sig sammen. Muskelcellerne har også mitokondrier, der producerer energi til at fiberen kan trække sig sammen.

Grundstofferne i muskelcellerne er tungere end grundstofferne i fedtcellerne.

Hvad vejer muskler og fedt?

Derfor vejer en liter muskel 1,06 kilo, mens en liter fedtvæv vejer 0,9 kg. Man siger, at massefylden på muskler er højere end massefylden på fedt. Muskler vejer altså mellem 10% - 20% mere end fedt, fordi de er opbygget af forskellige byggestene.

  Massefylde 1 liter vejer
Fedt 900 kg / m3 0,9 kg
Muskel 1060 kg / m3 1,06 kg

Massefylde er forholdet mellem et stofs masse og dets rumfang. Vand har massefylden 997 kg/m3. Du har sikkert set, hvordan fedt lægger sig oven på vand, hvis du blander dem sammen. Det er fordi de har lavere massefylde.

Hvor meget fylder muskler og fedt?

Hvis du tager et kilo fedt og et kilo muskler, så vil fedtet altså fylde mere end musklerne. Det betyder altså, at hvis du går i gang med at træne og taber et kilo fedt og tager et kilo muskler på, så vil dit tøj sidde lidt løsere - også selvom vægten siger det samme.

I min research bliver der skrevet mange forunderlige ting rundt omkring på nettet, men et er sikkert. Muskler vejer mere end fedt, hvis man tager den samme volumen af begge, fordi massefylden for musklerne er højere end for fedt.

Jeg har skrevet lidt mere om musklerne, hvis du vil dykke mere ned i anatomien.

Skriv en kommentar