Jeg er lige gået i gang med at køre Zwift på hometrainer, så jeg har skrevet en guide til at komme i gang med virtuel cykling. Det er en guide til en begynder, som besvarer alle de spørgsmål, jeg selv havde, og du får svar fra en af de rigtig dygtige danske Zwift-cykelryttere.
Zwift er en meget populær app, når du flytter cykeltræningen indendørs på en app. Det er en inspirerende måde at træne på afstand sammen med andre, når vejret og skiftende sæsoner ikke tillader træning og cykelløb udenfor.
Min motivation for træning på min indendørs cykel har i hvert fald været noget højere de seneste uger efter jeg fik øjnene op for Zwift. Men der er lige nogle ting, du skal vide inden du kan komme i gang med at køre på din hometrainer, mens du følger dig selv og din avatar på skærmen.
I denne guide kan du få svar på:
- Hvad er Zwift?
- Hvad koster et Zwift abonnement?
- Hvilket udstyr skal du bruge for at køre Zwift?
- Hvordan kommer du i gang med Zwift?
- Gode råd fra en rigtig erfaren Zwift-rytter fra A-klassen.
Lad os dykke ned i begynderguiden til Zwift.
Relateret: MyWhoosh Cycling - Rouvy - BKOOL
Hvad er Zwift og hvordan kommer jeg i gang?
Zwift er et spil du kan bruge sammen med din hometrainer til cykling eller watt-måler til løb. Zwift er mest kendt for at være en platform for cykelryttere. Zwift giver dig mulighed for at linke din hometrainer op til din computer, iPad, iPhone, Apple TV, Android device, så du kan køre med andre cykelryttere i et virtuelt miljø. Du kan både træne i Zwift og køre løb mod andre i den virtuelle Zwift-verden.
Ud over at konkurrere mod andre cykelryttere i Zwift-cykelløb kan du også lægge hele din træning ind i Zwift. Selvom træningsplanlægning altid bør være individuel, er det nu meget motiverende at vide at træningsprogrammerne i Zwift er designet af professionelle trænere, men du kan også sagtens lægge din egen træning ind i programmet. Du kan fx lave træning baseret på absolutte watt-tal eller som procent af din functional threshold power (FTP).
I Zwift kan du mødes med andre af dine venner og træne, og du har mulighed for at køre sammen, selvom du ikke træder helt de samme watt, fx når I laver træning sammen. Det er en ret genial feature ved Zwift.

Zwift er et rigtig godt alternativ til cykling udenfor. Hvis vejret er dårligt, trafikken forfærdelig, du har begrænset tid eller bor langt væk fra andre cykelryttere, du kan træne sammen med. Der er ikke langt til de andre cyklister i Zwift. Jeg ved, at hvis det er koldt og vådt udenfor, så trækker oplevelsen for mig selv på Zwift i hvert fald mere.
Når du kører Zwift, så kan du køre i en række forskellige verdener, hvor der er forskellige virtuelle cykelruter. Når du nu ikke kan vælge danske cykelruter i virkeligheden, så er det motiverende at køre i Watopia, New York og London, og du kan også finde nogle af de tidligere VM-ruter. Zwift kan også forbinde til Strava, så du har al din træning samlet.
Er Zwift gratis?
Nej. Prisen på et Zwift abonnement er ca. $14,99 om måneden. Men du kan altid annullere dit abonnement på Zwift og genstarte det på et senere tidspunkt, hvilket er ret genialt. Jeg kommer i hvert fald ikke til at køre Zwift om sommeren, og så er det jo dejlig, at jeg ikke skal smide penge ud af vinduet på det tidspunkt.
Du behøver ikke forpligte dig med det samme. Der er en gratis prøveperiode, hvor du kan køre alt hvad du vil. Derefter kan du tegne et abonnement for en måned, som du kan opsige, når du vil.
Hvilket udstyr har jeg brug for for at cykle på Zwift?
Når du vil bruge Zwift, skal du bruge udstyr, der kan måle hvor mange watt, du træder. De fleste bruger en smart hometrainer eller en smartbike til cykling indendørs. Hvis du køber en hometrainer, skal du have din egen cykel sat på.
Zwift har lavet denne glimrende videoguide, der forklarer grundprincipperne i, hvad du har behov for:
En hometrainer har typisk indbygget effektmåler og variabel modstand, som kan spille sammen med Zwift. Din hometrainer måler dit arbejde og sender informationerne til Zwift, og på den måde kommer din online figur (avatar) til at cykle i den virtuelle verden.
Den variable modstand på din smart trainer giver dig fornemmelsen for, at du rent faktisk kører rigtigt. Når det går op ad bakke, øges modstanden, og modstanden sænkes, når du kører ned ad bakke.
Du kan også tilkoble ekstra udstyr som pulsbælter, blæsere, stigningssimulatorer og støddæmpende måtter for at få den mest optimale og behagelige oplevelse indendørs.
Mangler du udstyr til at komme i gang?
Hvilken hometrainer, cykel eller blæser skal du vælge? Læs vores komplette udstyrsguide til e-cykling og hometrainers, hvor vi gennemgår de bedste setups i alle prislejer:
Tjek prisen hos forhandler →Hvilket udstyr har jeg brug for til at løbe på Zwift?
Jeg bruger i øjeblikket ikke Zwift til at løbe, men Zwift har lavet en glimrende video, der forklarer, hvad du har brug for, hvis du gerne vil i gang med at løbe på Zwift.
Hvilken cykel skal jeg vælge til Zwift?
Du kan bruge de fleste cykler med udvendige gear, som kan monteres i din hjemmetræner eller smart trainer. Hvis din cykel har 10, 11 eller 12 speed (antallet af tandhjul bagpå cyklen), så kan den formentlig bruges til din hometrainer.
De fleste af de store producenter af smart trainers har moduler, der kan benyttes til både racercykler og mountainbikes. I de fleste kan du også bruge racercykler med og uden skivebremser.
Vigtigt. Hvis du har skivebremser, skal du huske enten ikke at røre bremsegrebene, når baghjulet er afmonteret, eller sætte en lille plastiksikring ind i bremsekaliberen.
Hvad er computerkravene til Zwift?
Zwift kan køres på Windows, macOS, iOS, iPhone, iPad, AppleTV eller Android. Der er altså ikke mange undskyldninger, hvad angår dit device. Jeg kører mest fra en computer, men hvis du har en større tablet, så er der også rigtig mange, der bruger det. Du kan også i en snæver vending køre på telefonen, men det bliver meget småt for øjnene.

Du skal helst have tabletten eller computeren inden for rækkevidde, da du undervejs godt kan få brug for at interagere lidt med skærmen.
De fleste nyere devices og computere kan køre Zwift. Du kan altid se de aktuelle minimumskrav for at køre Zwift hos Zwift-support.
Du skal naturligvis også have en ordentlig og stabil internetforbindelse for at køre Zwift.
Hvordan opretter jeg min profil i Zwift?
Så fik du styr på udstyret. Nu er det tid til at komme i gang med at bruge Zwift. Der er et par trin, som du skal igennem:
- Først skal du downloade Zwift-appen til dit foretrukne device.
- Download også Zwift Companion app’en på din smartphone.
Derefter skal du oprette en konto og udfylde oplysninger om dit køn, højde og vægt. Oplysningerne bliver brugt for at oprette din avatar i Zwift, og så er det med til at give nøjagtige målinger i forhold til din hastighed i spillet. Derfor skal du huske at udfylde de personlige oplysninger korrekt.
Højden betyder noget i forhold til vindmodstanden. Vægten betyder noget i forhold den vigtigste metric i spillet som er watt/kg. Det er nemlig watt per kilo, der betyder noget for, hvordan du klarer dig i forhold til de andre i spillet - altså din nøjagtige hastighed.

Det næste trin er at oprette din avatar og give den tøj på. Når du lige starter, er der ikke så meget gear at vælge imellem, men efterhånden som du kører Zwift flere gange og tjener drops, vil du stige i niveau og få mulighed for at låse op for mere tøj, flere cykler og forskellige hjul.
Du kan i Zwift besøge ‘Drop Shop’, som er en online markedsplads, hvor du køber komponenter med spillets valuta drops. Du tjener drops ved at køre mange kilometer, og det er herligt at Zwift ikke giver mulighed for at betale sig til nyt udstyr i appen ved at betale med rigtige penge.
Jeg synes det er fedt i Zwift, at man ikke bare kan købe bedre udstyr derinde til sin avatar. Man skal gøre sig fortjent til nyt udstyr ved at køre en del kilometer.
— Martin Mortensen, cykellærer på Vejle Idrætsefterskole
Når du har downloadet appen, er du klar til at køre på Zwift.
Hvor kan jeg køre i Zwift?
Der er forskellige kort tilgængelige på Zwift. Zwift har lavet deres egen verden Watopia, men der er også mindre kort som fx London, New York City, Richmond, Harrogate, Innsbruck og et par kort, som kun er for særlige begivenheder (f.eks. Crit City og Makuri Islands).
Watopia er en sammensat rute med fiktive elementer. Richmond- og Innsbruck-banerne er kopier af banerne fra tidligere Road World Championships, og London bruger ruten til Prudential RideLondon Classique.

Der er adskillige brugergenererede Strava-segmenter, men hver rute indeholder også tre forskellige officielle segmenter, der hver vises med en bue undervejs: Den orange bue måler din samlede omgangstid, den grønne bue måler din tid over en kort sprint, og prikkebuen måler din tid op ad en bakke.
Din tid i hvert segment sammenlignes med de andre ryttere på banen på det tidspunkt.
Du kan i denne Youtube-video se mere om, hvordan du tager din første tur på Zwift:
Kan jeg bruge Zwift til struktureret træning?
Hvis du ønsker at bruge Zwift til seriøs træning i stedet for bare at køre rundt og deltage i cykelløb, så kan du bruge Zwifts træningstilstand og gruppetræning. Det fungerer rigtig godt at træne på Zwift.
I gruppetræningstilstand træner ryttere alle på samme indsatsniveau. Træningen bliver baseret på en procentdel af deres FTP. Det betyder, at I kan producere forskellige watt-tal og stadig følges ad på skærmen.
Træningstilstand vælges på startskærmen.
Der er et stort antal træningspas at vælge imellem – fra kortere FTP-tests til komplette træningsprogrammer.

Når du kører, er træningen meget let at følge. Til venstre på skærmen har du den overordnede struktur for træningen, i bunden en graf over din styrke gennem hele træningen og øverst en indikation af din nuværende effekt (watt) og den effekt (watt), du skal sigte mod i det specifikke interval.
Shane Miller fra GPLama forklarer i denne Youtube video, hvordan du let kan lave dine egne workouts:
Kan jeg køre cykelløb på Zwift?
Ja, du kan køre virtuelle cykelløb. Løb på Zwift offentliggøres enten på hovedmenuskærmen eller i den ledsagende app Zwift Companion.
Kategorierne i løb er typisk baseret på din FTP (watt pr. kg):
- A: 4,0 w/kg FTP eller højere
- B: 3,2 w/kg til 4,0 w/kg FTP
- C: 2,5 w/kg til 3,2 w/kg FTP
- D: Under 2,5 w/kg FTP
Du bestemmer selv, hvilken kategori du stiller op i, men det er sjovest at cykle sammen med nogen, der matcher dit niveau. Sørg for at logge ind i god tid, så du når at blive klar og opvarmet inden start.
Hvordan laver jeg gruppeture og meetups på Zwift?
Du kan oprette dit eget MeetUp via Zwift Companion-appen. Det kræver, at I følger hinanden i appen. Her kan I aftale dato, tidspunkt, rute og om I skal køre frit eller om appen skal holde jer samlet uanset watt-forskelle.
Hvordan uploader jeg mine Zwift-ture til Strava og Garmin?
Zwift kan indstilles til automatisk at synkronisere dine gennemførte ture til både Strava og Garmin Connect under dine kontoindstillinger. Det kører helt automatisk, når du afslutter en tur.
Gode råd om Zwift
Martin Mortensen, som er cykellærer og erfaren Zwift-rytter, har følgende nøgleråd til begyndere:
- Gør dig klar i god tid. Sørg for at alt udstyr og forbindelse virker inden start. Husk strømkabel til din enhed, rigeligt med væske og et håndklæde.
- Lær at ‘drafte’. Lær at ligge tæt bag andre ryttere. Du vil mærke, at det kræver markant færre watt at sidde i læ på skærmen.
- Kør hurtigt ned ad bakke. Udnyt farten på nedkørslerne til at holde momentum eller få et kort hvil.
- Kom ud af startblokken ved løb. Løb i Zwift starter næsten altid knaldhårdt ud de første 1–2 minutter. Vær klar til at træde igennem fra sekund ét.
Svar på almindelige spørgsmål om Zwift
Hvordan vender jeg om i Zwift?
Hvis du er kommet på en lang tur og gerne vil køre tilbage, så kan du vende om. Det gør du ved at klikke på ‘pil ned’ på dit keyboard eller holde U-turn-knappen nede på din mobilapp. Du kan også bare stå af cyklen, og klikke på ‘end ride’, hvis ikke du vil køre mere.
Hvordan ændrer jeg mit navn til et _group ride_?
I nogle group rides bliver du bedt om at ændre dit navn. Du skal ændre dit navn på dashboardet, inden du starter løbet. Du klikker på den lille blyant ved siden af dit navn. Du skal logge ud og ind igen for se din navneændring.
Hvordan får jeg en lysende 'Tron' cykel?
De lysende neoncykler er en belønning, som du gør dig fortjent til efter 50.000 meters climbing på Everest Challenge. Når du har fuldført udfordringen låses Trek Emonda-cyklen op. Det er ikke let at få cyklen.
🚴 Leder du efter det rette udstyr til dit indendørs cykelsetup?
Se vores store, opdaterede Guide til det bedste hometrainer-udstyr og e-cykling, hvor vi gennemgår de bedste smarttrainers, blæsere og tilbehør.

Kommentarer