En nøjagtig iltoptagelsestest kræver, at man har udstyr, der kan måle ilt-, CO2-koncentrationer og volumen af ud- og indåndingsluften.

Typisk foregår selve arbejdet på løbebånd eller cykelergometer, så man også kender arbejdet forsøgspersonen laver.

Princippet er, at man beregner, hvor meget ilt forsøgspersonen indånder, og måler hvor meget ilt forsøgspersonen puster ud igen.

Forskellen mellem disse to tal er den mængde ilt, der er blevet optaget i kroppen, og det kalder vi iltoptagelsen.

Lidt forenklet er regnestykket:

Iltoptagelse = (Liter luft ind x iltprocent i indåndingsluft) – (liter luft ud x iltprocent i udåndingsluft)

Testprotokollen kan variere alt efter hvor veltrænet personen er, men for de fleste tests er princippet, at man gradvist øger belastningen indtil man ikke kan mere.

Submaksimal iltoptagelsestest

Formålet med en submaksimale-test er at bestemme den fysiske kapacitet ved den aerobe (AeT) og anaerobe tærskel (AT). Samlet kan det give et fyldestgørende billede af udholdenheden for kredsløbet og musklerne. Forsøgspersonen får en maske på, så der løbende måles på iltoptagelsen og CO2-udvekslingen. Desuden måles puls, mælkesyreniveau (laktat), arbejdsintensiteten og arbejdsøkonomi (ved løb løbeøkonomien).

Ud fra testresultaterne kan man identificere træningszoner, der kan bruges i den efterfølgende træningsperiode.

Testen kan eksempelvis bestå af 10 min opvarmning og herefter ca. 5 belastningstrin af 5 min hvor intensiteten øges med 1 km/t mellem hvert trin. Der startes med relativ let intensitet, og sluttes ved en intensitet lige omkring “syregrænsen” (omkring 4 mmol laktat).

Eksempler på værdier fra en submaksimal løbetest

Iltoptagelseshastighed og løbeøkonomi
Iltoptagelseshastighed og løbeøkonomi

OBS: Procent af VO2max og maksimal puls kan kun angives, hvis der også samtidigt laves en maksimal test.

På baggrund af ovenstående, er det muligt at estimere en række træningszoner:

Puls og løbehastighedszoner
Puls og løbehastighedszoner

Maksimal iltoptagelsestest

Formålet med den maksimale iltoptagelsestest er at bestemme den maksimale aerobe arbejdskapacitet, herunder den maksimale iltoptagelseshastighed og kondital samt hastighed ved VO2-max. Der måles maksimale værdier for iltoptagelse, CO2-udvekskling, puls, lungekapacitet, og laktat.

Selve testen er en progressiv max-test bestående af et belastningstrin på 2 minutter og herefter belastningstrin på 1½ minut. Der startes på den hastighed, der blev løbet ved i det sidste interval i den submaksimale-test. Herefter øges hældningen på løbebåndet med 2% for hvert interval-trin indtil udmattelse. Typisk varighed på testen er mellem 5-10 minutter. Udføres der en submax-test forud for max-testen, vil der altid være 10 min aktiv pause med let løb/gang.

Skriv en kommentar