Hvor langt er 10.000 skridt, og hvor mange skridt er 1 km?
Hvor mange kilometer er 10.000 skridt? Hvor mange skridt er 1 km? Vi har lavet en omregner fra skridt til km, der kan give dig svaret!
Det er blevet mere og mere udbredt at tælle sine daglige skridt, fordi der er mange fordele ved at gå. Du har sikkert hørt om anbefalingen om at gå 10.000 skridt om dagen. Men hvor langt er 10.000 skridt i km, og hvor mange skridt går du på en kilometer?
Det afhænger naturligvis af, hvor lange dine skridt er, når du går. Vi kommer ind på, hvordan du gør beregningerne personlige.
Det er let at finde svar på dine spørgsmål ved at bruge vores beregner og tabeller til omregning mellem skridt og kilometer.
I dette indlæg finder du svar på følgende spørgsmål:
- Hvordan regner man skridt til km? Se vores beregner fra skridt til kilometer.
- Hvad er 10.000 skridt i km?
- Hvor mange kilometer skal du gå for at nå 10.000 skridt? Se vores omregner fra km til skridt.
- Hvor mange kalorier forbrænder du på 10.000 skridt?
Det kan måske virke uoverskueligt, men du får alle svarene i det følgende.
Hvad er skridtlængde og trinlængde?
I Danmark forstår vi typisk skridtlængden som et skridt fra hælisæt af den ene fod til den anden fod, men på engelsk er begreberne lidt mere præcise. Der sondrer man mellem skridtlængde (stride length) og trinlængde (step length). Læs om skridtlængde
I denne artikel bøjer vi fortolkningen lidt: Når vi skriver skridtlængde, så opfatter vi det som afstanden som går fra hælisæt af den ene fod til hælisæt af den anden fod (selvom det egentlig på dansk hedder trinlængden).
Hvis du bruger en omregner på engelsk, så skal du altid holde øje med om det er stride length eller step length, der skal bruges.
Gennemsnitlig trinlængde og skridtlængde for mænd og kvinder
Du kan bruge gennemsnitsværdier for trinlængde og skridtlængde for mænd og kvinder, når du laver dine beregninger.
Nedenstående tabel er baseret på studier af Murray et al (1964) og Murray et al (1970). Tabellen viser den normale, gennemsnitlige skridtlængde for mænd og kvinder.
| Køn | Mænd | Kvinder |
|---|---|---|
| Trinlænge | 79 cm | 66 cm |
| Skridtlængde | 158 cm | 132 cm |
| Kadence (trin/min) | 117 (60-132) | 117 (60-132) |
Flere forskere angiver at skridtlængden afhænger af din højde. Derfor er den gennemsnitlige skridtlængde sikkert steget siden studierne er lavet. Gennemsnitshøjden i Danmark er steget siden studierne blev lavet.
I 1962 var gennemsnitshøjden ved session fx 175,8 cm, mens den i 2011 var 179,8 cm (Kjær Mackie 2014). Hvis vi bruger omregningsfaktoren ovenfor, så er skridtlængden altså i gennemsnit 1,66 cm længere nu end dengang.
Jeg vil gerne kende min egen skridtlængde
I denne artikel tager vi udgangspunkt i den gennemsnitlige skridtlængde, men du kan også måle din egen skridtlængde.
Du kan finde din egen skridtlængde med en beregner ud fra højden eller lave en praktisk test. Du kan lære mere om at finde din skridtlængde her.
Hvor langt er 10.000 skridt i km?
10.000 skridt er i gennemsnit for mænd 7,9 kilometer og for kvinder 6,6 km. Disse udregninger tager udgangspunkt i, at mænds gennemsnitlige trinlængde er 79 cm (Murray 1964) og kvinders trinlængde er 66 cm (Murray 1970).
Hvordan regner man skridt til km?
Det kan være meget sjovt at vide, hvor langt man har gået på sin gåtur. Hvis du har en aktivitetsmåler med indbygget skridttæller, så ved du nogenlunde, hvor mange skridt du har gået på din gåtur.
Alt du skal gøre er at taste antallet ind i vores omregner sammen med din skridtlængde, og så får du omregnet antallet af skridt til km.
Tabel: Hvor mange skridt er en kilometer?
Vi kan altså lave en tabel med antal skridt pr. kilometer.
Jeg har delt kolonnerne op i kvinder og mænd, så vi kan bruge forskellige gennemsnitsværdier, men tabellen er så smart, at du kan taste din egen skridtlængde ind for at finde ud af, hvor mange skridt, du går pr. kilometer.
Skemaet giver dig altså svar på, hvor mange skridt der er på 1 km ud fra dine egne indtastninger?
| Kilometer | Skridt / Mænd | Skridt / Kvinder |
|---|---|---|
| Skridtlængde (cm) | ||
| 1 | 1266 | 1515 |
| 2 | 2532 | 3030 |
| 3 | 3797 | 4545 |
| 4 | 5063 | 6061 |
| 5 | 6329 | 7576 |
| 6 | 7595 | 9091 |
| 7 | 8861 | 10606 |
| 8 | 10127 | 12121 |
| 9 | 11392 | 13636 |
| 10 | 12658 | 15152 |
| 20 | 25316 | 30303 |
| 30 | 37975 | 45455 |
| 40 | 50633 | 60606 |
| 50 | 63291 | 75758 |
| 60 | 75949 | 90909 |
| 70 | 88608 | 106061 |
| 80 | 101266 | 121212 |
| 90 | 113924 | 136364 |
| 100 | 126582 | 151515 |
Hvis vi bruger den gennemsnitlige trinlængde på 79 cm for mænd og 66 cm for kvinder, så kan du tage udgangspunkt i dette skema:
Kilometertabel: Hvor mange km er 10.000 skridt?
Jeg har lavet den omvendte tabel også, hvor vi kigger på, hvor mange kilometer du har gået, hvis du kender antallet af skridt, du har taget.
| Skridt | Kilometer / Mænd | Kilometer / Kvinder |
|---|---|---|
| Skridtlængde (cm) | ||
| 1000 | 0.79 | 0.66 |
| 2000 | 1.58 | 1.32 |
| 3000 | 2.37 | 1.98 |
| 4000 | 3.16 | 2.64 |
| 5000 | 3.95 | 3.3 |
| 6000 | 4.74 | 3.96 |
| 7000 | 5.53 | 4.62 |
| 8000 | 6.32 | 5.28 |
| 9000 | 7.11 | 5.94 |
| 10000 | 7.9 | 6.6 |
| 11000 | 8.69 | 7.26 |
| 12000 | 9.48 | 7.92 |
| 13000 | 10.27 | 8.58 |
| 14000 | 11.06 | 9.24 |
| 15000 | 11.85 | 9.9 |
| 16000 | 12.64 | 10.56 |
| 17000 | 13.43 | 11.22 |
| 18000 | 14.22 | 11.88 |
| 19000 | 15.01 | 12.54 |
| 20000 | 15.8 | 13.2 |
| 21000 | 16.59 | 13.86 |
| 22000 | 17.38 | 14.52 |
| 23000 | 18.17 | 15.18 |
| 24000 | 18.96 | 15.84 |
| 25000 | 19.75 | 16.5 |
Når du vil finde svaret på spørgsmålet: “Hvad er 15.000 skridt i km?”, så afhænger svaret af din skridtlængde. Du kan finde 15.000 i vores omregningstabel. Så kan du se, at med en gennemsnitlig skridtlængde på 79 cm, så svarer skridtene til 11,85 km.
Hvor mange skridt er 1 km?
Der er omkring 1.266 skridt på en kilometer for mænd, mens der er 1.515 for kvinder. Resultatet er baseret på, at mænds gennemsnitlige trinlængde er 79 cm (Murray 1964) og kvinders trinlængde er 66 cm (Murray 1970).
Hvorfor skal man gå 10.000 skridt om dagen?
Antallet stammer oprindeligt fra Japan. Skridt-forskeren Catrine Tudor-Locke et al (2013) fortæller, at brugen af skridttællere blev populært op til OL i Tokyo i 1964.
En af producenterne brugte de 10.000 skridt som navn og slogan på sit produkt, formentlig fordi det er ret let at huske og klinger godt.
Der er lavet flere undersøgelser af, hvor mange skridt du skal gå om dagen for at være sund. Resultaterne varierer lidt, men rigtig mange lande er endt med at fastholde antallet fra producentens slogan som et fornuftigt mål for daglig fysisk aktivitet.
Har vi brug for at gå 10.000 skridt om dagen?
Rob Copeland og Michael Mosley har testet sundhedsanbefalingerne om de 10.000 skridt om dagen. De fandt i deres studium, at det ikke kun er antallet af skridt, der er afgørende for sundheden — det er tempoet, når du går, der har positiv indflydelse på dit helbred.
Når intensiteten er moderat, får du de bedste sundhedsgevinster!
— Michael Mosley
Det konkluderer Copeland og Mosley på baggrund af et studie, hvor de havde en testgruppe, der fokuserede på at gå tre ture af ti minutter i et raskt tempo, svarende til omkring 3.000 skridt i hurtigt tempo, og sammenlignede det med en kontrolgruppe, der gik 10.000 skridt. Testgruppen, der gik i hurtigt tempo, udførte 30 pct. mere moderat fysisk aktivitet end gruppen, der bare fokuserede på antallet af skridt.
Nyere forskning peger i samme retning. Et større review fra 2023 viste, at sundhedsgevinsterne ved daglig gang stiger markant fra 0 til omkring 7.500-8.000 skridt om dagen — og herefter flader ud. Det betyder ikke, at 10.000 skridt er spild, men det er godt nyt for dem, der ikke kan nå helt derop. Selv 5.000-6.000 daglige skridt giver en betydelig sundhedsgevinst sammenlignet med at være meget stillesiddende.
Diabetesforeningen i Danmark har også været med til at lave et forskningsprojekt med intervalgang, hvor man går hurtigere undervejs:
Det er der, hvor vi presser vores hjerte-kredsløb, at vi forbedrer vores kondition. Når hjerte-kredsløbet belastes ved moderat intensitet, bliver hjertets pumpekapacitet forøget over tid. Det vil sige, at hjertet — der jo også er en muskel — bliver stærkere og dermed i stand til at pumpe mere blod pr. hjerteslag.
— Kirsti Pedersen, Diabetesforeningens motionskonsulent
Forskningsprojektet har bl.a. vist, at intervalgang tre gange om ugen var med til at forbedre konditionen med 17% for diabetespatienter. Blodtrykket faldt, vægten gik ned, og blodsukkeret blev mere stabilt.
Antal daglige skridt og aktivitetsniveau
Den generelle anbefaling for antal skridt om dagen ser sådan ud:
- 10.000 skridt om dagen er det generelle mål. Måske passer målet bedst på 50+ år.
- 12.000 skridt kan være et godt mål for yngre i aldersgruppen 18-40 årige.
- 15.000 skridt om dagen anbefales, hvis man gerne vil tabe sig.
Mange i Danmark går ikke så meget om dagen. Hvis du går mindre, kan det måske være en idé at finde nogle måder, hvor du kan gå flere kilometer og få ekstra skridt i hverdagen.
Tudor-Locke et al (2013) foreslår følgende sammenhæng:
| Aktivitetsniveau | Vurdering |
|---|---|
| < 5000 skridt/dag | Meget lidt aktiv |
| 5000-7499 skridt/dag | Begrænset aktiv (fx ingen sport) |
| 7500-9999 skridt/dag | Moderat aktiv (på job og i fritid) |
| ≥10.000 skridt/dag | Aktiv |
| >12.500 skridt/dag | Meget aktiv |
Murray (1964; 1970) opgør den gennemsnitlige skridtfrekvens til 117 skridt i minuttet. Hvis vi ganger 117 med 30 minutter, som er anbefalingen for daglig fysisk aktivitet, så får vi 3.510 skridt. Det er formentlig alt for lidt at bevæge sig om dagen.
Hvor hurtigt skal jeg gå?
Når du vil have motion for at få nogle gode effekter, skal du have lidt fart på. For de fleste svarer et godt motionstempo med moderat intensitet til 5-6 km i timen eller omkring 10-12 minutter pr. kilometer. Det giver de bedste sundhedseffekter af gåturen.
Gangtempoet bør helst være 100 skridt i minuttet, så mange af os skal tage lidt flere skridt i minuttet for at få alle de sundhedsmæssige effekter.
Når du går hurtigere, skal du dog også være opmærksom på, at du formentlig tager længere skridt. Det skal du tage højde for, når du laver dine skridtomregninger.
Hvis man går i det tempo, svarer det til, at man kan gå 10.000 skridt — eller cirka 7,9 km — på omtrent 1 time og 40 minutters gang. Du kan selv regne videre på dit eget gangtempo i Hvor lang tid tager det at gå?, hvor du kan tage højde for din egen skridtlængde og skridtfrekvens. Hvis du har distancen og tiden, kan du også regne dit gennemsnitstempo i vores hastighedsberegner.
Hvor mange kalorier forbrænder du på 10.000 skridt?
Et af de mest populære spørgsmål i forlængelse af skridttælling er, hvor mange kalorier du forbrænder. Svaret afhænger af din vægt, dit tempo og dit terræn — men som tommelfingerregel forbrænder en person på 70 kg ca. 300-400 kalorier på 10.000 skridt i normalt gangtempo.
Går du i bakket terræn eller med høj fart, forbrænder du mere. Går du langsomt på flad asfalt, lidt mindre. Din kondition spiller også en rolle — jo bedre form, jo mere effektivt arbejder kroppen, og jo færre kalorier forbrænder du på samme distance.
Jeg har skrevet et selvstændigt indlæg om kalorieforbrænding ved gang, hvor du kan beregne dit eget tal præcist ud fra din vægt og hastighed.
Konklusion
Der er forskel på skridtlængde og trinlængde for alle mennesker. Derfor er det naturligvis også meget individuelt, hvor langt 10.000 skridt er i kilometer. For at få svaret på, hvor mange skridt der er på en kilometer, skal du altså udregne eller måle din egen trinlængde.
Jeg har lavet en skridtomregner, som kan omregne andre motions- og sportsaktiviteter til skridt. Så sikrer du dig, at du får alle skridt med i dit daglige regnestykke.
Du kan også finde skridttælleren frem og deltage i Tæl Skridt-kampagnen fra Dansk Firmaidræt, hvor det handler om at tælle skridt.
Er du nysgerrig på, hvad din gåtur koster på kalorier? Læs mit indlæg om kalorieforbrænding ved gang, hvor du kan beregne dit eget tal ud fra vægt og tempo.
Køb bøger om at gå
Gå-bogen af Bente Klarlund
Med Gå-bogen får du en klog og lærerig bog, der lærer dig om alle fordelene ved at gå. Bente Klarlund Pedersen står bag værket, der handler om at gå.
Gå - eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv
Tomas Espedal starter med at gå, der hvor han bor, han vandrer i Bergens gader, ud på landet, besøger venner, forfattere og litterater. Himlen er hans tag, og mens han går, fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.
Referencer
- Holden, M. K., K. M. Gill, og M. R. Magliozzi. 1986. “Gait Assessment for Neurologically Impaired Patients. Standards for Outcome Assessment”. Physical Therapy 66 (10): 1530–39. https://doi.org/10.1093/ptj/66.10.1530.
- “Kjær Mackie og Dänemark - 2014 - 65 år i tal Danmark siden 2. verdenskrig.pdf”. u.å. Set 25. juni 2020. https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19228&sid=65aarital.
- Murray, M. P., A. B. Drought, og R. C. Kory. 1964. “WALKING PATTERNS OF NORMAL MEN”. The Journal of Bone and Joint Surgery. American Volume 46 (marts): 335–60.
- Murray, M. P., R. C. Kory, og S. B. Sepic. 1970. “Walking Patterns of Normal Women”. Archives of Physical Medicine and Rehabilitation 51 (11): 637–50.
- Stuberg, W. A., V. L. Colerick, D. J. Blanke, og W. Bruce. 1988. “Comparison of a Clinical Gait Analysis Method Using Videography and Temporal-Distance Measures with 16-Mm Cinematography”. Physical Therapy 68 (8): 1221–25.
- Tudor-Locke, Catrine, Cora L. Craig, John P. Thyfault, og John C. Spence. 2013. “A Step-Defined Sedentary Lifestyle Index: <5000 Steps/Day”. Applied Physiology, Nutrition, and Metabolism 38 (2): 100–114. https://doi.org/10.1139/apnm-2012-0235.
Kommentarer