GPS-ure og pulsmålere er begyndt at estimere din maksimale iltoptagelse for dig. Det kan lyde besnærende, da målingerne er noget lettere end en dyr tur ind i et laboratorium, hvor du skal igennem en udmattende løbebåndsprotokol med dyrt og besværligt udstyr. Men hvor præcise er urernes forudsigelse af VO2max?

Her kigger vi på forskellige studiers vurdering af nøjagtigheden i løbeurerne fra Garmin og Polar. Samlet set er resultaterne ikke helt så dårlige, som jeg havde forventet, men der er også nogle interessante forskelle mellem tilgangen for de enkelte ure.

Hvad er VO2max, og hvordan estimerer du det?

Din maksimale iltoptagelse (VO2max) er et udtryk for din kondition. Tallet fortæller dig, hvor hurtigt du kan tage ilt fra luften, levere ilten gennem blodbanen og bruge ilten i musklerne. Vi kalder det også på dansk for dit kondital.

Der er forskellige måder at måle eller estimere din maksimale iltoptagelse på. Den mest præcise måde er at måle iltoptagelsen direkte, mens du træner til udmattelse ved at have en maske på, hvor hele din ind- og udånding foregår.

Du kan også estimere iltoptagelsen med forskellige maksimale tests, fx en 12 minutters Cooper test eller Bip-testen, hvor dit resultat omregnes til en tilnærmet iltoptagelse.

Der findes også submaksimale tests, hvor du bruger din puls, fornemmelse for anstrengelse eller dit arbejde til at estimere iltoptagelsen. Typisk bruges også grundlæggende oplysninger som dit alder og dit køn i udregningerne. Det er sådan Garmin bl.a. estimere din VO2max med FirstBeat-teknologien.

Endelig findes der estimater, hvor du slet ikke træner. Her bruges bare oplysninger om din alder, hvilepuls og typiske aktivitetsniveau. Disse grundlæggende oplysninger er sammen med heart rate variability grundlaget for Polars 5 minutters konditionstest, som findes i Polar Beat og deres ure. Du kan se flere kondital beregnere.

Lad os kigge på hvor godt urerne virker til at estimere din kondition.

Garmin og Polar i forhold til en laboratorietest

Bryan Smith og kollegaer undersøgte ifølge runnersworld.com Garmin 230, Garmin 235 og Polar V800 og sammenlignede resultaterne med en laboratorietest, som stadig er guldstandarden.

I denne figur kan du se, hvor meget de forskellige ure over- og underestimerer konditallet i forhold til laboratorietesten. Når bjælken er opadgående, så har uret undervurderet konditallet.

Sammenligning af Garmin FR230, Garmin FR235 og Polar til måling af kondital. Kilde: runnersworld.com

Snyder et al (2019) sammenlignede Polar V800 og Garmin Forerunner 230 til at estimere V̇o2max. De konkluderer:

The results of this study indicate that the GF230 can provide an accurate estimate of V̇o2max in both sexes. The PV800 can provide an accurate estimate of V̇o2max for women but not men. Estimates of V̇o2max from the both devices should be used with caution because of the large random error associated with them.

Snyder et al (2019)

urerne rammer altså ikke det nøjagtige kondital.

Garmin vs Polar til kondital

Det interessante ved Garmin og Polar er, at de har valgt ret forskellige fremgangsmåder til deres estimater af konditallet.

Polar anslår konditallet ud fra en 5 minutters test i hvile og nogle generelle indtastninger. Det ser også ud til, at der er kønsspecifikke forskelle. Det er formentlig også derfor resultaterne med Polar ser ud til at være mindre pålidelige i studiet.

Måske er det også derfor, at Garmin-målingerne ser ud til konsekvent at overvurdere resultatet - og det er mest udtalt for håndledsmålingerne, hvilket kan forklares af, at håndledsmålingerne typisk underestimerer pulsen lidt (som vi har beskrevet nedenunder). Garmin vurderer konditallet ud fra 10 minutters aktivitet.

Brystbælte vs håndledssensor

Pulsmålinger med brystbælter betragtes som meget nøjagtige, og håndledssensorerne producerer tilsyneladende pulsværdier, der konsekvent var lavere end brystbæltet. Det vil betyde, at målinger med håndledssensorer overvurderede VO2max, når pulsdata er kunstigt lave.

Wang et al (2017) fandt at en håndledsmåler aldrig var lige så nøjagtig som en brystmåler. Håndledsmålingerne var mest præcise i hvile og præcisionen faldt, når folk begyndte at træne.

Konklusionen er altså, at et brystbælte altid er at foretrække overfor de håndledsbaserede målinger.

Passler et al (2019) ville undersøge, om en aktivitetsmåler med måling af pulsen i håndleddet kunne måle det daglige energiforbrug og den maksimale iltoptagelse. De undersøgte Polar V800, Garmin Forerunner 920XT og tre fitnesstrackere: Garmin vivosmart®HR, TomTom Touch, and Withings Pulse Ox.

The tested devices did not show valid results concerning the estimation of VO2max and EE. Hence, the current wrist-worn activity trackers are most likely not accurate enough to be used forneither purposes in sports, nor in health care applications.

Passler et al (2019)

Forskerne konkluderer altså, at du ikke kan bruge aktivitetstrackerne med håndledsmålinger til hverken at estimere energiforbruget på en dag eller konditallet. Wareable.com analyserer også en række forskellige devices.

Garmin vs. laboratorietest

Garmin bruger som andre fitnessure Firstbeat Technology’s Fitness Test til at estimere konditallet. Du kan læse mere i artiklen How accurate is your Garmin’s VO2max estimate?.

Garmin bruger Firstbeat teknologi til at estimere VO2max under den træning, du laver.

Polar OwnIndex vs laboratorietest

For at udføre Polars 5 minutters konditionstest skal du bruge en pulsmåler, fx H10, og Polar Beat på din telefon eller et kompatibelt ur. Du skal egentlig bare bruge pulsmåleren og så have 5 minutter, hvor du kan ligge stille og roligt uden at snakke eller bevæge dig.

I forhold til en all out laboratorietest, så virker det unægteligt noget lettere.

Polars 5 minutters konditionstest giver dig et tal, som kaldes Polar OwnIndex. OwnIndex kan ifølge Polar sammenlignes med den maksimale iltoptagelse (ml/min/kg).

Polar konditionstest giver dig Polar OwnIndex på fem minutter, hvor du bare ligger ned.

Men hvad siger litteraturen egentlig om testens evne til at forudsige den reelle maksimale iltoptagelse?

Det er faktisk ikke så let at blive klog på. Koteles (2015) konkluderer, at Polar OwnIndex is not a reliable indicator of aerobic, da de i to studier forsøger at regne med forskellige variabler, der indgår i indekset, fx køn, alder, højde og vægt, hvilepuls og selv-rapporteret fysisk aktivitetsniveau.

Cooper og Shafer (2019) sammenlignede en Bruce løbetest med resultatet fra et Polar A300-ur. Forskerne konkluderede:

There was a statistically significant, moderate-strong relationship between the Polar and the criterion Bruce VO2max estimations with the first Polar Test (n=19; r=.635; p<.05), as well as the second (n=19; r=.645; p<.05).

Cooper og Shafer (2019)

Læg dog mærke til at sammenhængen kun var moderat, og Bruce løbetesten er ikke en direkte test af den maksimale iltoptagelse, men en maksimal løbetest som estimerer konditionen.

Konklusion

Overordnet set så er en trænignsbaseret test med et brystbælte bedre end en test med håndledssensor, som igen ser ud til at være bedre end en hviletest.

Der er naturligvis ikke nogen af de forskellige tests, som er lige så præcise som en laboratorietest. Men da en laboratorietest både er udfordrende, besværlig og dyr, så kan urerne måske være et godt alternativ.

Særligt hvis du gerne vil tracke om dit kondital langsom forbedres af din træning. Du kan naturligvis også jævnligt bare lave dine egne maksimale tests på en løbebane og udregne dit kondital med fx Daniels løbsberegner.